Verdens største saltsø Salar de Uyuni i Bolivia

Så er det endelig blevet den 24. december – endnu engang uden hvid jul. Alligevel skal vi i dagens anledning kigge på sneens fjende nummer ét: salt – nærmere betegnet saltørkenen Salar de Uyuni i Bolivia.

Her møder man et landskab af en anden Verden – og det er da heller ikke uden grund, at netop denne rejsedestination er valgt som låge nummer 24. Det er et fantastisk område.

Verdens største saltørken

Salar de Uyuni ligger i det sydvestlige Bolivia – tæt på grænsen til Chile. Området udgør verdens største saltørken på 10.582 km2 – godt 25 gange størrelsen på den måske mere kendte Bonneville Salt Flats i USA.

Salar-oerken

På tur i en lille del af den 10.582 km2 store Salar de Uyuni

For 40.000 år siden var området en del af Lake Minchin – en kæmpe, forhistorisk sø. Da den tørrede ud, efterlod den to mindre søer, en lille saltørken samt den store saltørken Salar de Uyuni.

Saltørkenen menes at indeholde 10 milliarder tons salt, hvoraf der bliver udvundet 25.000 tons hvert år. Arbejderne er pakket helt ind i tøj inkl. solbriller – noget man ellers ikke ser de lokale bruge.

Salar-udvinding

Udvinding af salt i Salar de Uyuni

I Salar de Uyuni må visse dele af året omdefinere sin forestilling om, at en ørken er et tørt sted.

Efter regntiden ligger der få centimeter blikstille vand – hvilket får alt til at spejle sig, som om man befinder sig på is. Skyerne spejler sig i vandet, og det er umuligt at fornemme, hvor horisonten er. Et fantastisk syn, man helt sikkert aldrig vil glemme.

Salar-spejling

Få centimer blikstille vand giver de mest utrolige spejlinger

På trods af vandet er der ingen problemer i at transportere sig rundt – så længe det foregår i et passende firehjulstrukket køretøj. Med jævne mellemrum må ruden dog skylles med ferskvand, for ellers er det umuligt at se ud af den. Så når folk i Danmark brokkes sig over salt på vejene ødelægger bilerne, så har de ikke prøvet en tur gennem en våd saltørken.

En af seværdighederne er et salthotel – midt i ørkenen. Stort set alt er lavet af salt – vægge, senge, stole og borde.

Salar-hotel

Et hotel bygget af salt

Oprindelig lå der to hoteller, men det største blev taget ned blok for blok, flyttet og genrejst udenfor saltørkenen. Det forurenede for meget, og i betragtning af at saltet også bruges til spisning, var det nok en klog beslutning.

Der ligger også en del “øer” midt i ørkenen, som man normalt besøger på en køretur. Den mest berømte af dem er en kaktus-ø Isla de los Pescadores 75 kilometer fra “land” – med kaktusser der kan blive op til 12 meter høje.

Salar-kaktus

De hårdt prøvede biler ved kaktus-øen Isla de los Pescadores

Vejen dertil

Salar de Uyuni er ikke den nemmeste turistattraktion i Sydamerika at komme til. Men så undgår man til gengæld også det store antal turister, der ellers ville være ved sådan et særligt sted.

Den nemmeste vej er til den nærliggende by Uyuni, hvor man kan booke en dagstur rundt i saltørkenen.

Salar-Uyuni

Den hyggelige by Uyuni tæt ved saltørkenen

For at komme til Uyuni, skal man først flyve til La Paz. Herfra kan man tage et fly (eller en bus) til Potosí (en by jeg tidligere har beskrevet). Det sidste stykke går med bil eller bus af dårlige grusveje. Der har dog været snak om en flyrute hele vejen til Uyuni.

En anden (og efter min mening meget bedre) metode er at tage via Chile på en tre-dages tur gennem de mest utrolige ørkenlandskaber.

Som en anden planet

Vælger man turen fra Chile, kommer man igennem spetakulære landskaber, der mest af alt minder om noget fra en scient fiction-film.

Salar-graense

Bolivias grænsepost i udkanten af ørknen

Turen starter i den lille by San Pedro de Atacama, der kan nås fra Chiles hovedstad via fly og en kort biltur. Efter at have ordnet grænseformaliteterne i hhv, . Chile og Bolivia (hvilket ikke er samme sted), mødes man med guiden og de fem andre personer, man skal køre sammen med.

Første stop er Laguna Verde – en sø med farver som leder tankerne hen på Caribien – hvis da det da ellers ikke lige var for kulden og den bidende blæst. Her er der også mulighed for en badetur i varme kilder.

Derfra kører man videre med den kobberrøde jord under sig og den dybblå himmel over sig. Et fantastisk syn, der ikke lader sig beskrive.

Salar-Dali

Rocas de Dalí – landskabet der har inspireret Salvador Dali

Undervejs passerer man et psykedelisk landskab, der mest af alt minder om en kæmpe sandkasse med spredte, store sten. Det skulle efter sigende have inspireret Salvador Dali til ét af hans malerier – og hedder derfor også Rocas de Dalí.

4.850 højdemeter

Næste stop er turens højdepunkt – målt i højdemeter. I 4.850 meters højde finder man kaldet Sol de Mañana  –  en samling gejsere, der sprøjter glohed mudder op. Det gælder da også om at være forsigtig her. Folk bliver jævnligt forbrændte, når de kommer for tæt på.

Salar-gejser

Sol de Mañana – gejsere i 4.850 meters højde

Her kan man sandsynligvis godt mærke den bratte opstigning. San Pedro de Atacama ligger i 2.660 meters højde, og normalt anbefaler man kun at stige 400 meter om dagen – men på denne tur stiger man over to kilometer på et par timer.

Heldigvis går det nedad derfra, så man får det lidt bedre, hvis man lider af højdesyge. Næste stop er Laguna Colorado i 4.300 meters højde. Her kan man nyde synet af det røde vand, der skyldes alger og plankton.

Salar-flamingo

Laguna Colorado med de mange flamingoer

Søen er på det dybeste sted 80 centimeter og fyldt med flamingoer. Normalt forbinder man flamingoer med tropperne, men de kan faktisk leve i en højde på helt op til 5.000 meter – til trods for at søerne er iskolde.

Derfra går turen videre til overnatningsstedet, der kan variere fra tur til tur – men altid er forholdsvis primitivt. Naturen skifter hele tiden. Visse steder er der fuldstændig goldt uden nogen som helst bevoksning. Andre steder er der fyldt med sten. Og andre steder igen er der græs og vandløb.

Salar-vej

Et stykke med forholdsvis god vej

Fælles alle landskaberne er dog, at vejene er elendige, men på imponerende vis lykkedes det alligevel chaufføren at finde vej (og styre uden om de værste huller).

Næste dag er som regel transportdag – men alligevel meget interessant. Her ser man mere af det, man allerede har set: laguner, flamingoer og stenformationer. De første småbyer begynder også at dukke op.

Salar-sten

Nogle af de mere specielle stenformationer man møder på vejen

Hen under aften når man så Uyuni, hvor man kan få en god nattesøvn, inden man skal besøge saltørkenen Salar de Uyuni.

Vejen er målet

Som beskrevet er saltørkenen et fantastisk sted – men turen fra Chile er en mindst lige så stor oplevelse. Det er ikke en bekvem tur – derimod er den meget fysisk krævende (pga. højden) og ret så primitiv.

Salar-vaerd

Når man står midt i saltørkenen, er man i slutningen af en fantastisk tur

Alligevel glemmer man det hele, når man kigger ud af bilruden og ser det ene fantastiske landskab efter det andet. Så her passer talemåden om, at “vejen er målet” helt perfekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.