Det enestående vandfald Iguazu på grænsen mellem Brasilien og Argentina
Fra et menneskeskabt vidunder i gårsdagens rejsejulekalender, skal vi i dag kigge på et af naturens egne vidundre: de imponerende Iguazu-vandfald på grænsen mellem Brasilien og Argentina.
Stakkels Niagara
Da Eleanor Roosevelt besøgte vandfaldene, udbrød hun efter sigende “poor Niagara”. Og ved siden af Iguza-vandfaldene, minder Niagara da også om “en dryppende vandhane” (som hun også påpegede).
Iguazu-vandfaldene
Rent faktisk er vandfaldene blandt de største i Verden – eneste sammenlignelige er Victoria Falls i Afrika. Hvilke der er de største, afhænger af definitionen på “størst”.
Faldhøjden er i gennemsnit på 70 meter (med et maksimum på 82 meter). Vandfaldene strækker sig over 2,7 kilometer og har i alt 270 enkelte fald.
I gennemsnit fosser der 5.000 tons vand i sekundet gennem Iguazu, hvilket dog dækker alt fra 12.750 kubikmeter i visse perioder til stort set intet i andre. I 1978 var det endda helt udtørret i 28 dage. Så det er altså ikke helt ligegyldigt, hvornår man besøger det.
En lille del af den samlede mængde vand, der fosser ned
Cataratas do Iguaçu/Cataratas del Iguazú
Vandfaldene ligger på grænsen mellem Brasilien og Argentina. Af samme grund har de også to forskellige navne (et portugisisk og et spansk) – hhv. Cataratas do Iguaçu og Cataratas del Iguazú.
Det er da også to helt forskellige oplevelser afhængigt af, om man ser vandfaldet fra Brasilien-siden eller Argentina-siden.
I Brasilien kan man få det store overblik og virkelig se omfanget af vandfaldene, mens man fra Argentina kan komme helt tæt på og se, hvor voldsomt det er. Af sammen grund bør man også opleve begge dele. Sæt to dage af til det.
Helt tæt på vandfaldet El Diablo på Argentina-siden
Til lands, til vands og i luften
Man kan naturligvis opleve vandfaldene via omfattende stisystem og broer. Mange steder kan man komme helt hen til kanten og kigge ned – hvilket endnu engang viser én hvor store kræfter, der er på spil.
Er man ikke bange for at blive lidt våd, kan en sejltur anbefales. Her kommer man helt tæt på vandfaldene, hvorved man også kan se dem fra en anden vinkel. Turen slutter af med en kort tur ind under ét af dem. Det tager få sekunder, men man er alligevel gennemblødt bagefter.
Helt tæt på Iguza-vandfaldene med båd
Den sidste mulighed er en helikoptertur, hvor man ser det hele lidt fra oven. Det er forholdsvis dyrt – men vil ofre pengene, får man helt sikkert en oplevelse for livet. Kun må denne måde får man det fulde indblik i omfanget af Iguazu-vandfaldene.
Naturens mesterværk
Et besøg ved Iguazu er en oplevelse for livet. Selv når man står der, er det svært at fatte disse enorme naturkræfter, der er på spil.
Men man er ikke i tvivl om, at man står overfor noget helt særligt.