En anderledes turistoplevelse i Cerro Rico minen ved Potosi Bolivia

Bag dagens julekalenderlåge gemmer der sig en tur til jordens indre. I minerne omkring Potosí arbejder de lokale under umenneskelige forhold. Har man mod på det, kan man få et lille indblik i deres hverdag på en guidet tur.

Potosí

Potosí er i sig selv en speciel by. Efter sigende er den Verdens højest beliggende. Og når man pustende bevæger sig rundt i de bakkede område i godt 4.090 meters højde, er man sikker på, at der er noget om snakken. Luften er tynd, og der skal ikke meget til at gøre én forpustet.

Potosi-udsigt

Minerne omkring Verdens højest beliggende by Potosí

Siden byen blev grundlagt som mineby i 1546, har den skaffet store rigdomme pga. forekomsten af sølv. En gang var den med sine 200.000 indbyggere den største, på de amerikanske kontinenter.

Desværre har minearbejderne aldrig fået den store del i glæderne. Under slavelignende forhold har skiftevis indianere og afrikanere skaffet hovedsageligt spanierne kæmpe indtægter.

I dag er minearbejderne ikke deciderede slaver – men omvendt har mange af dem ikke andre muligheder end at knokle sig ihjel i minerne.

En tur i minerne

Hvis man er i rimelig fysisk form, har en normalt kropsbygning og ellers ikke lider af klaustrofobi, er det muligt at besøge minerne på en guidet tur. Man skal dog være klar over, at turen foregår på minearbejdernes præmisser. Det er en arbejdsplads – og ikke en turistattraktion.

Da guiderne er tidligere minearbejdere, er de heldigvis meget vellidte, så der er som regel en god stemning til trods for de “forstyrrende” turgrupper.

Potosi-udgang

Minerne er en arbejdsplads – ikke en turistattraktion

Minearbejdernes marked

Inden man kommer til minerne, skal man på “Minearbejdernes Marked”. Det er her arbejderne køber de nødvendige forsyninger – og et oplagt sted at købe gaver til dem. Endnu en grund til at turisterne er accepterede.

En typisk gave kan være et par stænger dynamit, nogle detonatorer, et par sodavand samt nogle coca-blade. Alt sammen noget, minearbejderne sætter stor pris på.

Minearbejderne får ikke løn. I stedet får de alt hvad de finder – efter de har betalt 12 % til staten samt afholdt deres udgifter. Derfor står de også selv for alt indkøb af nødvendigt udstyr og materialer. Så jo flere gaver, jo mere overskud til minearbejderne.

Potosi-gave

Gave til minearbejderne – lidt dynamit

Arbejderne er opdelt i grupper, som regel på 20-30 mand, men i enkelte tilfælde flere eller færre. De klippestykker, der får brudt, sælges videre til yderligere forarbejdning. Lidt afhængig af fordelingen af sølv (som der efterhånden ikke er så meget af), zink og andre mineraler, får de omkring 160-240 kroner pr. ton.

Typisk vil 30 personer bryde omkring ti tons om dagen, hvilket giver en udmærket indtægt. Men når omkostningerne til dynamit (der bruges ca. 15 stk. om dagen), batterier, nye støvler (de holder kun ca. seks måneder) osv. er afholdt, er der ofte kun godt 30 kroner tilbage pr. mand.

Hvis de arbejder mere, kan de naturligvis også tjene flere penge. En normal arbejdsdag er på otte timer, men gruppen kan beslutte sig for at tage længere dage. Somme tider er det ti timer, men en gang imellem arbejder de helt op til 24 timer. Som ofte arbejder de seks dage om ugen, men nogle gange tager de også søndagen med.

På grund af de giftige gasser, kan de ikke spise i minen. Giftstoffer vil blive optaget i maden og give maveproblemer. Så når de arbejder længe, må de gå i ti timer uden mad. I stedet tygger de coca-blade. For det første holder de sulten på afstand, for det andet nedbringer det støvproblemerne. Saften fra coca-bladene gør det nemmere at trække vejret.

potosi-arbejder

Hårdt, fysisk arbejde

Udstyret, de bruger, er meget dårligt. En normal hjelm koster omkring 20 kroner, men så er det også en gang tyndt plastic. Vores guide, som selv havde arbejdet i minen i 5-6 år, havde arvet en hjelm efter sin far, som havde arbejdet i minerne i 30 år. Han havde fået den, da han arbejde for staten, hvilket gjorde at kvaliteten var meget bedre. Til gengæld var prisen også nærmere 300 kroner. Småpenge for os, men et urealistisk stor beløb for dem.

I jordens indre

Efter at have handlet på “Minearbejdernes Marked”, tager man til selve minen.

Minearbejderne er meget overtroiske, og inden de bevæger sig ned i dybet, ofrer de spiritus, cigaretter og coca-blade til El Tio, der er djævlen i minen. Og det skal turisterne naturligvis også.

Potosi-El-Tio

El Tio – djævlen i minen

Den første del af minen er ikke så slem, men efterhånden som man kommer videre ind, begynder luften at blive dårligere. Det bliver svært at trække vejret, og man begynder muligvis også at få en smule klaustrofobisk fornemmelse af, at udgangen efterhånden er et stykke væk.

Når man hører en rumlen, gælder det om at komme ud til siden – for så er der en minevogn på vej. Den tons tunge vogn bliver skubbet af to minearbejdere – og når det går nedad bakke, er den ikke sådan lige til at stoppe.

Potosi-vogn

En vogn er på vej – så gælder det om at komme væk

Længere nede i minen må man visse steder ned på alle fire for at komme igennem. Luften er fyldt med støv, og i kombination med de giftige gasser, er det en dødelig blanding at opholde sig i på længere sigt.

De fleste minearbejdere dør da også når de er omkring de 50 år. Efter mange års indånding af giftige gasser, kan kroppen ikke klare mere. Muligvis bliver arbejderen for syg til at arbejde inden, og så kan han få en pension på 650 kroner om måneden af staten.

Det er dog ikke alle minearbejdere, som bliver så gamle – en del bliver dræbt i ulykker inden. Af områdets godt 8000 minearbejdere, dør omkring 25 hvert år i en ulykke. De bliver ramt af klipper, kommer galt af sted med dynamit eller indånder så giftige gasser, at de dræbes på stedet.

Endelig ude igen

Når man endelig kan se lys igen, sætter man automatisk farten op. Og frisk luft, som man normalt tager for givet, bliver pludselig en kæmpe luksus, som man kommer til at sætte stor pris på.

Mineturen er en utrolig spændende oplevelse. Det er meget hårdt, men når man har mest ondt af sig selv, kan man jo bare tænke på arbejderne, som ikke kun skal bevæge sig rundt, men også arbejde hårdt. Og gøre dag efter dag.

Det er umenneskelige forhold, de arbejder under, men der er ingen anden industri i Potosi, så som guiden siger: ”Hvad kan vi gøre?”.

En mening om “En anderledes turistoplevelse i Cerro Rico minen ved Potosi Bolivia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *