Machu Picchu i Peru er et besøg værd

Bag dagens låge i rejsejulekalenderen gemmer der sig endnu en fantastisk ruinby – og vel nok den meste berømte af dem alle: inkabyen Machu Picchu i Peru.

Machu Picchu

Det er ikke mindst beliggenheden, der gør Machu Picchu til noget helt særligt. Byen ligger på et højdedrag 2.340 meter over havets overflade. Under ligger Urubamba-dalen og hele vejen rundt ligger mægtige bjergtoppe.

Machu Picchu blev bygget omkring år 1450 og igen forladt godt hundrede år efter – nogenlunde samtidig med spaniernes ankomst. Byens afsides beliggenhed gjorde, at spanierne aldrig fandt den – hvilket helt sikkert har været med til, at den ikke er blevet plyndret som så mange andre steder.

I århundreder var byen da også glemt af alle andre end nogle enkelte lokale, og først i 1911 blev den “genopdaget” igen af den amerikanske historiker Hiram Bingham. Siden har der været stor fokus på stedet.

Machu-Picchu

Den fantastiske ruinby Machu Picchu – set fra Solporten

En truet attraktion

Flere og flere besøger Machu Picchu (400.000 i 2003), hvilket da også gør den til Perus mest besøgte attraktion. Desværre betyder det også et voldsomt pres. Bl.a. synker ruinerne 2-3 centimeter pr. år pga. de mange besøgende, og folk som trekker til stedet, skal da også af samme grund aflevere deres tunge rygsække ved indgangen.

Alligevel er de største skader i den seneste tid ikke direkte menneskeskabte. I september 2000 blev et ældgammelt solur skadet, da en kran væltede ned i det. Årsagen til at kranen overhoved var det – optagelse af en ølreklame!

Desværre er denne begivenhed ikke det eneste tegn på den stigende kommercialisering. I slutningen af 90’erne gav Perus regering tilladelse til at bygge en kabelbane og et luksushotel ved ruinerne – og kun voldsomme protester fra videnskabsfolk, akademikere og almindelige peruvianere, forhindrede planen i at blive ført ud i livet.

Machu-Picchu-turister

Machu Picchu er hårdt presset af de mange turister

Man kan da også kun håbe på, at de kulturelle og historiske interesser bliver ved med at vinde over de økonomiske og kommercielle.

Huayna Picchu

En særlig oplevelse får man ved at klatre til toppen af Huayna Picchu – bjerget, der ligger ved siden af Machu Picchu.

De 360 meter, man kommer over ruinbyen, giver en fantastisk udsigt – men det er også en hård tur. Visse steder er der kun smal passage til afgrunden, og trapperne er stejle. Afhængig af kondition og mod tager turen godt en time.

Men sikke en udsigt. Under én ligger Machu Picchu, og herfra kan man for alvors se, hvilket fantastisk bygningsværk, det er.

Machu-Picchu-Huayna-Picchu

Udsigt over Machu Picchu fra Huayna Picchu

Ønsker man at tage turen, skal man være i gang inden kl. 13 – og hvis man vil være helt sikker, skal man starte før, for maksimum 400 personer får lov til at tage turen hver dag.

Vejen til Machu Picchu

Det er flere måder at komme til Machu Picchu på: den “rigtige”, den nemme og så mellemvejen.

Den “rigtige” er at gå de fire dage af Inka-stien. Der er dog en del strikse regler – bl.a må man ikke tage turen alene, og kun 500 må tage turen pr. dag (hvilket kan gøre det svært overhoved at få plads). Alt sammen i et forsøg på at beskytte det skrøbelige område.

Machu-Picchu-sti

Inka-stien, der fører til Machu Picchu

Samtidig er det også en hård tur. Visse steder går det meget opad, og når man samtidig befinder sig i tynd luft, føles det ekstra hårdt. Højeste punkt er “Dead Woman’s Pass” i 4.215 meters højde.

Men når man står ved “Solporten” og (forhåbentlig) ser solen stå op over Machu Picchu, vil man sandsynligvis glemme alt om de forrige dages strabadser.

Den nemme vej til Machu Picchu er til gengæld en pakketur med tog (sammen med alle de andre turister). De har bare den ulempe, at man ankommer ret sent til ruinen. Derfor kan det anbefales at tage en overnatning i den nærliggende by Aguas Calientes.

Derved har man mulighed for at se solen stå op i de omkringliggende bjerge og derefter nyde ruinerne stille og roligt inden turistinvasionen starter.

Machu-Picchu-roligt

Machu Picchu og Huayna Picchu – inden turistinvasionen er startet

Vil man have lidt af det hele, uden de mange anstrengelser, kan man vælge det korte en-dags Inka-trek. Her går man den sidste del af Inka-stien, og får derved også mulighed for at opleve Machu Picchu fra Solporten (dog ikke ved solopgang) – efter det sidste turisttog er gået, hvilket gør, at der er meget få turister på ruinerne.

Efter en overnatning i Aguas Calientes kan man se solen stå op og endnu engang gå lidt rundt i ruinerne, inden man tager turisttoget hjem.

Ikke en billig oplevelse

Et besøg til Machu Picchu er ikke en billig oplevelse. Man siger at inkaerne ikke kendte værdien af guld – men det gør tydeligvis alle de officielle instanser, der har med Machu Picchu at gøre, i dag.

I 2005 kostede alene en togbillet til Machu Picchu 60 dollars (og der er ingen anden vej). Dertil skal lægges indgang på 20 dollars. Med mindre man vil gå, skal man desuden betale to gange seks dollars for den tyve minutter lange (korte) bustur. Så der er ikke meget tilbage på en 100 dollar-seddel.

Og i regnskabet er der ikke engang afsat penge til sandwich (seks dollars) og toiletbesøg. Der er nogle, som kan være meget glade for, at inkaerne engang valgte at bygge en seværdighed i Peru.

Men om det så kostede det dobbelte, ville det stadig være pengene værd. Et besøg til Machu Picchu er en unik oplevelse – og det er da heller ikke uden grund, af ruinbyen er udnævnt som ét af de syv nye vidundere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *