Verdens værste flyselskaber

I forlængelse af mine tidligere blogindlæg om flyskræk og hvordan man overlever en flyulykke, må det nu være på sin plads at kigge på, hvilke flyselskaber man skal undgå.

EU’s sorte liste

EU har udarbejdet en liste over flyselskaber, der har forbud mod at flyve i europæisk luftrum – da de simpelthen er for farlige. På listen er der 90 flyselskaber, der har et fuldstændigt forbud samt tre selskaber, der skal leve op til en række restriktioner.

På listen er der hovedsageligt selskaber fra den tredje verden, men et enkelt fra Thailand (Phuket Airlines) har sneget sig ind – noget man måske lige bør tænke på, hvis man rejser rundt med rygsæk i landet.

Air Rum

Air Rum – et selskab man skal holde sig fra (og ikke kun pga. navnet)

Ellers kommer de store syndere fra Den Demokratiske Republik Congo – hvorfra alle flyselskaber simpelthen er bandlyst i EU. I det hele taget skal man passe på, hvis man rejser med fly i Afrika. På listen optræder der en del selskaber fra Ækvatorial Guinea, Liberia, Sierra Leone, Swaziland samt et par andre denne verdensdel.

Også det tidligere Sovjetunionen er repræsenteret i det tvivlsomme selskab i form af enkelte selskaber fra Afghanistan, Kazakhstan og Kyrghizstan. Til gengæld er der (til forskel fra hvad en del nok stadig tror) ingen problemer med Aeroflot.

De sikreste selskaber

På websitet Plane Crash Info er der der en liste over hvilke flyselskaber, der er sikrest at flyve med (baseret på antal flyvninger, antal dødsulykker og andelen af døde i ulykken). Og selv om man ikke kan bruge fortiden til at spå om fremtiden, kan listen give et godt fingerprej om, hvilke selskaber der har de bedste fly, de bedste piloter, de bedste mekanikere osv. Alligevel er der jo visse ting man ikke kan gardere sig imod (naturkatastrofer, terror osv.) – så den skal naturligvis tages med et gran salt.

Interessant nok er de syv bedste flyselskaber alle fra USA. Og kigger man på en top 20, drejer det sig om 12 af dem. Resten er fra Europa (fem), Asien (to) og Australien (ét).

Det sikreste flyselskab er det amerikanske Delta Airlines (der bl.a. flyver fra København). Bedste europæiske er Lufthansa efterfulgt af British Airways. SAS ligger en 4. plads.

Delta Airlines

Delta Airlines – det sikreste flyselskab

At Afrika ikke har de sikreste flyselskaber ses også af denne liste. Sikreste selskab er israelsk El Al på en tvivlsom 49. plads. Og fraregner man selskaber fra Mellemøsten, er det højest placerede selskab Air Zimbabwe på en 54. plads.

Flyselskaber uden dødsulykker

En lang række flyselskaber har aldrig har dødsulykker. Visse af dem optræder på listen over de sikreste selskaber, mens andre er for små til at være en del af statistikken (hvem har f.eks. hørt om Avioimpex, Dinar Lineas Aereas eller Zoom Airlines). Men igen – bare fordi de er på listen, er det ikke en garanti for, at det er de sikreste (hvilket specielt gælder for de mindre selskaber med minimal statistisk grundlag).

Vælg det sikre flyselskab

Skal man ud at flyve, betyder det nok ikke så meget, hvilket selskab man vælger – så længe det ligger godt placeret på listen. Nærmer det sig til gengæld bunden, er det værd at tænke sig om en ekstra gang. Og ligger det på EU’s liste, bør man gå i en stor bue udenom det – eller i det mindste læse fredagens blogindlæg om, hvordan man overlever en flyulykke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *