Store flyforsinkelser i London

I fredags skrev jeg om de lufthavne i USA med fleste forsinkelser. I dag er turen så kommet til de europæiske lufthavne. På websitet for “Association of European Airlines” er der en opgørelse over hvilke lufthavne, der oftest er forsinkelser (over 15 min.) i – opgjort for 3. kvartal af 2007.

Lufthavne med størst forsinkelser

Listen over de 10 lufthavne med størst forsinkelser i forbindelse med afgange fra andre europæiske lufthavne ser således ud:

  1. London Gatwick (41 % – 33 min.)
  2. London Heathrow (39 % – 32 min.)
  3. Rom (37 % – 40 min.)
  4. Dublin (35 % – 39 min.)
  5. Athen (32 % – 40 min.)
  6. Lissabon (31 % – 39 min.)
  7. Barcelona (30 % – 39 min.)
  8. Istanbul (30 % – 34 min.)
  9. Madrid (30 % – 42 min.)
  10. Larnaca, Cypern (29 % – 46 min.)

På 12. pladsen kommer København, hvor 24 % af alle fly bliver mere end 15 min. forsinkede ved afgang (i gennemsnit 38 min.). Bedst på listen (som nr. 27) er Düsseldorf med 16 % forsinkelser (i gennemsnit 35 min.).

London

Skal du til London, så regn med forsinkelser

Kigger man i stedet på tallene for ankomster, ser listen således ud:

  1. London Gatwick (42 % – 39 min.)
  2. Larnaca, Cypern (37 % – 46 min.)
  3. Istanbul (34 % – 39 min.)
  4. London Heathrow (34 % – 35 min.)
  5. Madrid (32 % – 40 min.)
  6. Dublin (31 % – 40 min.)
  7. Lissabon (30 % – 37 min.)
  8. Paris Orly (28 % – 39 min.)
  9. Athen (28 % – 40 min.)
  10. Barcelona (27 % – 39 min.)

København kommer ind på en delt 17. plads med 21 % (i gennemsnit 39 min.). Bedst er Amsterdam med 14 % (med med 50 min. i gennemsnit) – når det går galt, går det åbenbart rigtig galt.

London er tydeligvis Europas svar på New York, med to lufthavne i toppen af begge lister.

De store lufthavne er ikke de værste

Interessant nok er det ikke de store lufttrafikknudepunkter, der klarer sig dårligst (hvis man ser bort fra London). Lufthavne som Paris Charles de Gaulle, Frankfurt og Amsterdam klarer sig forbavsende godt i forhold til, hvor mange fly de modtager og sender af sted hver dag.

I stedet er det de mindre start- og slutlufthavne, der er de værste. Og i store træk er der en tendens til, at jo sydligere i Europa man bevæger sig, jo flere forsinkelser er der (igen med London som undtagelse).

Læg ekstra tid ind til transfer

Kigger man på listen, kan man se, at når det går galt, bliver flyet i gennemsnit 30-40 min. forsinket. Værst er Larnaca ved afrejse (46 min.) og Amsterdam ved ankomst (50 min.). Disse tal kan naturligvis dække over store udsving, men en god tommelfingerregel vil sandsynligvis være, at lægge ca. tre kvarter ekstra ind til transfer mellem to fly, hvis man vil sikre sig mod forsinkelser.

En mening om “Store flyforsinkelser i London

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *