Heldigvis sker det sjældent at ens fly bliver aflyst. Men når det sker, er det vigtigt at kende sine rettigheder.
På samme måde som når ens fly bliver forsinket, har man flere forskellige muligheder.
Aflys eller omlæg rejsen
Denne ene mulighed er at få refunderet flybilletten – inkl. den del af rejsen, der er foretaget (men ikke længere giver mening) og den del af flyrejsen, der endnu ikke er foretaget. Ligeledes kan man også få en gratis returrejse, så snart det er muligt.

Er det dit fly, der bliver aflyst, har du visse rettigheder
Den anden mulighed er at omlægge rejsen. Det kan være et senere fly eller en anden rute. Det kræver dog (naturligvis), at der er ledige pladser – hvilket ikke altid er så nemt at skaffe, når f.eks. passagerer fra et helt fly skal finde en anden vej over Atlanten.
Kompensation
Vælger man at fortsætte rejsen, træder de samme regler i kraft, som ved forsinkelse. Her har man ret til måltider og forfriskninger, telefonopringninger/e-mail samt overnatning, hvis det er relevant (og ikke mindst muligt).
Alle undtagelserne
Med mindre at man har fået flyaflysningen at vide i god tid (hhv. to uger før eller en kortere tidsfrist, hvor man kan rejse på næsten samme tidspunkt), har man normalt ret til ovenstående kompensation.
Der er dog en lang række undtagelser for reglen, kaldet “ekstraordinære omstændigheder”, hvor det ikke er tilfældet. Dette inkluderer blandt andet:
- Meteorologiske omstændigheder
- Sikkerhedsrisici (f.eks. tekniske problemer, der pludselig opstår eller andre uventede fejl ved flysikkerheden)
- Strejker, der påvirker flydriften
- Politisk ustabilitet
- Bestemmelser vedrørende lufttrafikstyringen
- Andre sikkerhedsaspekter

Et fly dækket af is er én af mange gode grunde til at aflyse uden kompensation
Der er altså en del “smuthuller” for flyselskaberne. Snestorme, problemer med landingsstel, de evige strejker hos SAS samt folk som pludselig råber “bombe”, er alle sammen gyldige grunde til, at flyselskaberne ikke behøver at give kompensation.
Så i den sidste ende er det ofte op til flyselskabernes serviceniveau, hvorvidt man får en form for kompensation ved flyaflysninger.