Nem Rejse – alt andet end nemt

I dag er det blevet tid til en personlig beretning om, hvor svært det kan være at få bestilt et par flybilletter. Opgaven var simpel: to flybilletter med udrejse til Bangkok og hjemrejse fra Kuala Lumpur i januar. Men at få fundet og bestilt billetterne var alt andet end simpelt.

Forskellige ud- og hjemrejsedestinationer

Alene at finde et website, hvor det er muligt at søge på flybilletter med forskellige ud- og hjemrejsedestinationer, er et stort problem. De fleste online rejsebureauer giver ikke den mulighed, og hvis man endvidere ønsker at checke plus/minus et par dage, er antallet endnu mere begrænset.

Derfor var glæden da også stor, da jeg faldt over websitet Nem Rejse, hvor man kan søge på flere destinationer med op til plus/minus tre dage.

Nem Rejse

Nem Rejse – ikke så nemt endda

Nem Rejse?

Endnu større var glæden, da jeg fandt nogle billetter, der opfyldte mine kriterier – og endda til en rimelig pris. Efter at have checket rejseinformationerne igennem, begyndte jeg den langvarige proces med at udfylde navn, adresse, postnummer, by, telefon, mobil og email – samt alle mine kreditkortoplysninger. Lige et sidste check – og så trykkede jeg “Bestil”.

Resultat: en tekst i stil med “Desværre. Disse billetter findes ikke mere. Prøv at søge på nogle andre priser og/eller selskaber”. Øv, for en lang næse.

Nyt forsøg

Nå, jeg havde jo også taget mig god tid til at checke alle oplysningerne – så det var vel ok, at billetterne var forsvundet i mellemtiden(?). Jeg måtte jo bare gøre et nyt forsøg.

Så efter endnu en søgning, kom jeg frem til nogle brugbare billetter. Denne gang skyndte jeg mig at udfylde alle oplysningerne og checkede kun meget hurtigt rejseoplysningerne (til trods for det ikke helt ubetydelige beløb, der skulle lægges for nogle billetter, man ikke efterfølgende kunne lave om på). Endnu et tryk på “Bestil”. Resultatet – det samme som før.

Efter endnu et par forsøg opgav jeg. I stedet kiggede jeg videre på diverse websitet og fandt ud af, at Mr. Jet giver de samme muligheder for flere destinationer i samme søgning.

Mr. Jet

Mr. Jet – samme billetter, men en bedre oplevelse

Her gik jeg igennem nogenlunde samme proces. Jeg fandt nogle egnede flybilletter (med samme flyselskab, samme afgang og stort set samme pris som hos Nem Rejser) – og udfyldte oplysninger. Eneste (men meget væsentlige) forskel var, at jeg, i stedet for en fejl-tekst, fik en bekræftelse på, at flybilletterne var bestilt. Hvor svært kan det være?

Hvad kan man så lære af det?

Jeg opfatter mig selv som over gennemsnittet i forbindelse med erfaring i online-handel. Jeg mener også, at jeg er hurtigere end så mange andre til at udfylde de nødvendige oplysninger. Alligevel kunne jeg ikke nå det, før flybilletterne var afsat til anden side. Hvordan skulle “Fru Jensen” så have en chance?

Det er en kendt sag indenfor online handel, at den næste forhandler kun er “et klik væk”. Jeg var meget tålmodig og prøvede et par gange – bl.a. fordi det havde været så svært at finde et sted, hvor man kunne søge på flere destinationer samtidig. Men hvis mange har den samme oplevelse, kan der ske to ting: i bedste fald forsøger de et andet sted, i værste fald giver de op og køber billetterne hos et normalt rejsebureau. Heldigvis gjorde jeg det første og fik en fin oplevelse ud af det hos en af konkurrenterne. Surt for Nem Rejser, men godt for Mr. Jet – som kan finde ud af at lave deres bookingproces, så den virker efter hensigten.

Men mon alle er lige så tålmodige som jeg var?

3 tanker om “Nem Rejse – alt andet end nemt

  • 11. august 2009 at 13:39
    Permalink

    Til alle der læser dette må jeg sige at jeg bestemt ikke har samme opfattelse. Jeg bestilte sidste år en rejse til Florida hos http://www.nemrejse.dk, noget billigere en både mr.jet og andre online rejsesider. Grunden til at jeg valgte nemrejse var at de er danske og man kan snakke med det, stort set alle andre internet rejsebureauer er svenskejet og derfor er man meget ringere stillet rent juridisk hvis der skulle være problemer med ens rejse.

    Og alt hvad jeg fik gennem nemrejse var professionelt og nemt at gå til. Jeg er kun tilfreds og bestiller der gerne igen. og kan bestemt anbefale det til andre.

  • 11. august 2009 at 13:47
    Permalink

    Hej Martin.

    Godt at høre, at du har haft en god oplevelse med Nem Rejse.

    Som sådan brokker jeg mig heller ikke over Nem Rejse – men over deres websted, som gav mig store problemer med bestillingen.

    Måske det er blevet bedre siden…

  • 17. januar 2011 at 17:51
    Permalink

    Hvorfor ikke booke direkte hos flyselskabet? Det er som regel samme pris og bliver der noget bøvl med turen undgår du at skulle igennem en 3. mand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.