Hummingbird Gallery i Costa Rica – stedet at se kolibrier

Bag låge nummer fem i rejsejulekalenderen finder man verdens mindste fugl – kolibrien (på engelsk “hummingbird”). I forbindelse med Monteverde Cloud Forest i Costa Rica ligger Humming Bird Gallery – et fascinerende sted med adskillige kolibrier.

Monteverde Cloud Forest

Hovedattraktionen i områder er Monteverde Cloud Forest – et stort område med regnskov.

Skoven er i sig selv et interessant sted. Årsagen til at stedet hedder “Cloud Forest” (skyskov) i stedet for “Rain Forest” (regnskov) er, at området befinder sig i 1.440 meters højde – hvilket får skyerne til at gå igennem skoven.

Monteverde-Cloud-Forest

En af de 2.500 plantearter i Monteverde Cloud Forest

Stedet er da også ekstremt frodigt – både hvad angår dyr og planter. I skoven er der mere end 100 forskellige pattedyrsarter, 400 forskellige fuglearter, mere en 10.000 insekttyper samt ikke mindst 2.500 forskellige plantearter (herunder 420 forskellige former for orkideer).

Det er muligt at gå rundt på egen hånd, men man får væsentligt mere ud af turen, hvis man hyrer en guide. De kan simpelthen spotte dyr, som man ellers ville være gået lige forbi uden at opdage.

Hummingbird Gallery

Selvom Monteverde Cloud Forest er et spændende sted, er det alligevel på mange måder “bare endnu en regnskov”. Så hvis man har været i en regnskov før, skiller den sig ikke væsentligt ud fra alle de andre.

Til gengæld er Hummingbird Gallery et helt særligt sted, som man ikke oplever så mange andre steder. Ved første øjekast er galleriet bare et lille hus nær indgangen til skoven. Her fremvises der fotos samt sælges souvenir – dvs. ikke noget specielt.

Men det er da også haven, der er interessant. Her er fodringspladser for kolibrier. Med en kombination af vand og sukker tiltrækkes kolibrien – hvilket giver god mulighed for at nærstudere denne fascinerende fugl.

Monteverde-Cloud-Forest-kol

En af de syv forskellige kolibriarter i Hummingbird Gallery

På stedet er der syv forskellige kolibriarter, mens der i hele Costa Rica er 51. På verdensplan er tallet godt 300 – hvor den mindste af dem vejer kun to gram.

En kolibri har 70 vingeslag og 300 hjerteslag per sekund, hvilket gør at det er det dyr i Verden, der har den største kalorieforbrænding. Den er da også nødt til at indtage føde hvert 10.-15. minut.

Så hvis man besøger Monteverde Cloud Forest, er det et sted man ikke må snyde sig selv for. Og har man set mere end rigeligt med regnskov, bør man alligevel tage en tur forbi Hummingbird Gallery.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *