Hotel Palma i Saranda i Albanien

Bag låge nummer ni gemmer sig et dejligt hotel i et af Europas indtil for nyligt mest isolerede lande: Albanien.

Hotel Palma i én af Albaniens sydligste byer byder på god indkvartering til en pris, der ligger langt under, hvad det ville koste hos den sydlige nabo Grækenland.

Saranda

Jeg har i et tidligere blog-indlæg fokuseret på Albanien generelt. Denne gang vil jeg dog nøjes med at kigge på Saranda og byens vel nok bedste indkvartering (i forhold til prisen): Hotel Palma.

Saranda-by

Strandpromenade og byens strand i Saranda

Saranda ligger lige overfor den græske ø Korfu, og den nemmeste rejsevej er da også med fly dertil efterfulgt af en times færgetur til byen. Alternativt går der busser til Saranda fra de fleste andre, større albanske byer.

Byen minder meget om en typisk græsk by – men væsentlig billigere og meget mindre turistet. Der er dog ingen tvivl om, at både albanske og udenlandske turister er ved at få øjnene op for byens charme – og adskillige nye byggerier skyder da også hele tiden op.

Saranda har dog også haft et forspring i forhold til de fleste andre, albanske byer. Under kommunisttiden, var byen feriested for partimedlemmerne, hvilket gør at Saranda rent faktisk er gearet til turisterne. Det giver sig udtryk i noget så simpelt som turistbrochurer på engelsk.

Vejret byder på 290 solskinsdage om året, men på grund af beliggenheden ved havet, kommer temperaturen sjældent over 30 grader.

Ud over at bade og slikke sol, kan man slendre på strandpromenaden. Om dagen er den næsten tom, men når solen går ned, bliver der fyldt med mennesker – lokale såvel som turister. Der er også her de bedste restauranter ligger med gode fiskeretter.

Saranda-aftenliv

Aftenliv på Sarandas strandpromenade

Er man til kultur og historie, er byen et godt udgangspunkt for den form for aktiviteter.

Butrint

15 kilometer fra byen ligger der i Butrint en samling ruiner, der sagtens kan måles sig med de græske. Også her ligger forskellen i, at der ikke er mange turister.

Hvis man ikke har egen bil, er den nemmeste måde at komme dertil på ved hjælp af taxa. Alternativet er bus, hvilket dog er noget mere besværligt

Hotel Palma

Det bedste hotel i Saranda er alt andet lige det femstjernede Hotel Butrinti. Men hvis man kan leve uden sauna og motionscenter, er Hotel Palma klart at foretrække. Det er næsten lige så godt – men til en helt anden pris. Hvor Hotel Butrint koster godt 750 kroner for en overnatning, kan man i højsæsonen nøjes med 300 kroner (en pris der er til forhandling) på Hotel Palma.

Hotel-Palma

Hotel Palma i Saranda

Her får man den samme fantastiske udsigt over bugten (sørg for at få et værelse med udsigt) som fra Hotel Butrinti – bare fra den anden side.

Beliggenheden har også den fordel, at man bor i den rolige del af Saranda – noget man helt sikkert vil sætte pris på, første gang man hører udendørsdiskotekernes høje musik. Desuden ligger hotellet lige ved siden af havnen, så man slipper for at slæbe sin kuffert så langt.

Hotel Palma er et familiedrevet hotel, hvilket tydelig fornemmes, når “bedstefaren” går rundt og hygger om gæsterne. Han snakker ikke et ord engelsk, men det gør ikke hans smil mindre.

På hotellet er der 40 værelser – alle med balkon, aircon og køleskab. Der er pool, men vil man hellere bade i havet, ligger hotellet lige ud til byens strand.

Hotel-Palma-pool

Hotel Palmas dejlige pool

Det er værd at bemærke, at der er et andet hotel i Saranda, der hedder næsten det samme: Hotel Palma e Arte.

Det kan dog ikke byde på samme gode standard, så man snyder sig selv, hvis man ikke finder det rigtige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.