Strandliv på Caye Caulker i Belize

På en grå vinterdag er det måske svært at forestille sig hvide sandstrande, svajende palmer og gader uden biler. Men åbner man låge nummer 10 i rejsejulekalenderen, er det netop, hvad man får.

Det rolige tempo

Skiltet ved landgangen fra færgen sig vel alt: “Go Slow”. På øen Caye Caulker i Belize foregår alt i roligt tempo.

Caye-Caulker-skilt

“Go Slow” – så er stilen lagt

Der findes ingen biler på øen, og det meste transport foregår da også til fods eller på cykel. Ønsker man at tage en “taxa”, kommer man op at køre med en ombygget golfvogn. Her er ingen støjende og forurenende køretøjer – hvilket da også er med til at lægge stemningen for øen.

Caye-Caulker-taxa

Øens taxa – en ombygget golfvogn

Caye Caulker

Øen Caye Caulker ligger i det lille land Belize i Mellemamerika. Belize er beliggende med grænser til Mexico mod nordvest og Guatemala mod vest og syd. For danskere er det nok også positivt, at landet (som det eneste i Centralamerika) er engelsktalende.

Caye Caulker ligger 30 minutters sejlads fra hovedstaden Belize City. Det er dog også muligt at flyve direkte til øen fra Belize International Airport. En tredje mulighed er at flyve til naboøen Ambergris Caye og så sejle derfra.

Øen er 8,2 kilometer lang og mellem 2,0 og 2,5 kilometer bred. Selve den bebyggede del er dog noget mindre. Den tørre sæson strækker sig fra februar til maj, mens der kommer visse byger i juni til august. Derefter er der endnu en kort, tør periode (på to til seks uger), inden mere vedvarende regn optræder i september til januar.

Caye-Caulker

Hovedgaden på Caye Caulker

Overnatning

I følge websitet Go Caye Caulker har den lille ø 57 hoteller med i alt 887 værelser.

Et af de bedste hoteller er uden tvivl Seaside Cabanas. Men med priser på mellem 90 og 150 dollars (afhængig af type og sæson), ligger de også blandt de dyreste.

Kan man leve med ikke at have pool, kan Tree Tops Guesthouse varmt anbefales. Særligt er luksussuiten er lækker med alt hvad man ønsker sig af luksus i form af kæmpe seng, aircon, køleskab, kabel-tv, internet og ikke mindst privat balkon. Men også de mindre værelser er pengene værd.

Dykning

Godt en mil vest for øen ligger Belize Barrier Reef – Verdens næststørste rev (efter Great Barrier Reef i Australien). Så er man til dykning (eller bare snorkeling) er det en oplagt beskæftigelse, mens man befinder sig på øen.

Caye-Caulker-dykning

Dykning – en oplagt beskæftigelse på Caye Caulker

Revet er da også blevet erklæret bevaringsværdigt af UNESCO – og hvis man læser om det liv, der er under vandet, forstår man hvorfor. Udover de “klassiske” fisk er her bl.a. marine skildpadder, rokker, hajer og endda marine krokodiller.

Den største oplevelse for os var dog at opleve den meget sky (og meget specielle) søko, der kun er 130.000 tilbage i Verden af (til trods for at deres eneste naturlige fjende er mennesket).

Vi dykkede med Belize Diving Services – og de var gode og meget professionelle.

Så er man til dykning – eller bare et meget afslappet caribisk liv, er det bare med at komme af sted til Caye Caulker. Men pas på, for der er mange, som bliver hængende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *